| Der er ingen grund til at udvikle en frygtkultur, selv om der tales om både pandemier, klimaændringer, ressourcemangel, finanskrise, fødevarekrise, terror, bandekriminalitet og meget mere. Det danske samfund er mere sikkert, og vi lever længere, end nogensinde tidligere i historien. Vi kan og bør anskue de fleste kriser og risici med overblik og besindelse.
Men vi befinder os i et landskab under omformning. Mange risici, trusler, kriser – og her undtager vi dem, der ikke fortjener betegnelsen – er blevet både mere komplekse og indbyrdes forbundet. De udfordrer os: De er svære at begrebsliggøre, og de kræver nye praktiske og ledelsesmæssige greb. De henvender sig ikke ved indgangen til vores samfund og liv i de dertil indrettede departementer. Tværtimod overskrider de geografiske, mentale, sociale, organisatoriske, sektorielle og beredskabsmæssige grænser.
Vi står med andre ord over for en række betydningsfulde usikkerheder, som vi bør og kan håndtere, men som fordrer ny tænkning og nye tiltag.
Man bør ikke spilde en krise. Men benytte lejligheden til med rolig hånd at gøre det nødvendige. Som samfund må vi opbygge velfunderet viden og et velfungerende handlingsberedskab. Tiden er inde til at opbygge et aktivt forum for vidensindsamling, vidensudvikling og vidensudveksling om de væsentlige risici og kriser, som vi konfronteres med som myndigheder og virksomheder og som individer og samfund.
Det er på tide at (gen)skabe et sundt og kritisk forhold til risici og udvikle praktiske redskaber til at understøtte koordinerede risikobeslutninger og intelligent risikohåndtering og risikokommunikation hos ledere, eksperter og generelt i samfundet.
Det bør vi gøre for at reducere negative følger af risici, mindske tidens udbredte sårbarhedsfølelse og for at gøre samfundet mere robust i forhold til de risici, der altid er en del af livet. Men vi bør så sandelig også gøre det for at stimulere den kreativitet og innovation, der altid ledsager enhver risiko.
Vi er forpligtet på et sådant samfundsansvar. |